Jeg ville have læst denne bog allerede da den var månedens bog i Fagbogklubben, men dengang kunne jeg ikke få ereolen til at virke. Nu har jeg læst den 'på bog'.
Foer skriver om hukommelsen, både om dens fysiologi i hjernen og om hukommelsens historie.
At huske noget går ud på, at man skaber en stærk forbindelse mellem det man skal huske med sanselige indtryk. Skal man huske noget kedeligt, såsom tal, så skal man omsætte det til en synæstetisk oplevelse. Hvis man mindes denne, så vil man have talrækken også, Hos nogle mennesker er hjernen indrettet på en måde at de oplever det af sig selv - tal bliver til farver osv. Hos andre mennesker mangler dele af hjernen, enten fordi en emsig kirurg har skåret noget væk eller fordi en virus har spist sig mæt af disse menneskers hjerne. Disse er selvfølgelig gefundenes fressen for hjerneforskning, da de med deres ulykke kan bidrage til at kortlægge hjernens funktioner.
Foer skriver også om mnemoteknikken, sådan som den blev brugt i antikken, i en verden, som var afhængig af oral formidling. Plato lader Sokrates polemisere imod skriftligheden. Foer hentyder til ironien - i dag husker vi kun Sokrates' udfald fordi nogen gjorde sig den ulejlighed at skrive det op.
Foers fascination blev vækket, fordi hab overværede en hukommelsekonkurrence. Man fortalte ham, at han med en smule øvelse og nogle små fif også ville være i stand til at deltage i sådan en konkurrence. Bogens story-telling del beretter om hans vej til mesterskabet.
Foer kalder det for metalakrobatik. Det kan være temmelig ligegyldigt, om nogen kan fremsige så og så mange positioner af tallet pi eller gengive ordlister. Det kan være sjovt, men er næsten så underholdende som en abe der kører cykel eller en papegøje der fløjter Nattens Dronnings arie.
Det ser Foer også, derfor har han nogle overvejelser om den praktiske betydning af disse teknikker. Viden om faktuelle forhold er på retur - vi har jo Google. (Jeg mindes Espersens udfald imod 'støvede bøger' i Gotfredsens bog...)
Selvfølgeligt er udenadslæren ikke nok, hvis der mangler en forståelse hvad man skal bruge faktaerne til. Skolen idag tror, at man kan klare sig langt hen ad vejen uden kendskab om faktuelle forhold - og det er et tragisk fejlskøn. Vi skal forestille at være et videnssamfund, men PISA viser det gab der er mellem intention or præstation. Andre dele af verden, Asien især, er derimod videbegærligt.
Teknikker som dem Foer er inde på, kan muligvis gøre læringen "sjovt" for eleverne - man behøver jo ikke håbe på at alle blive god til Foers cirkusagtige præstationer.
Foer skriver om hukommelsen, både om dens fysiologi i hjernen og om hukommelsens historie.
At huske noget går ud på, at man skaber en stærk forbindelse mellem det man skal huske med sanselige indtryk. Skal man huske noget kedeligt, såsom tal, så skal man omsætte det til en synæstetisk oplevelse. Hvis man mindes denne, så vil man have talrækken også, Hos nogle mennesker er hjernen indrettet på en måde at de oplever det af sig selv - tal bliver til farver osv. Hos andre mennesker mangler dele af hjernen, enten fordi en emsig kirurg har skåret noget væk eller fordi en virus har spist sig mæt af disse menneskers hjerne. Disse er selvfølgelig gefundenes fressen for hjerneforskning, da de med deres ulykke kan bidrage til at kortlægge hjernens funktioner.
 |
| I Foers hukommelspalast er der mange boliger |
Foers fascination blev vækket, fordi hab overværede en hukommelsekonkurrence. Man fortalte ham, at han med en smule øvelse og nogle små fif også ville være i stand til at deltage i sådan en konkurrence. Bogens story-telling del beretter om hans vej til mesterskabet.
Foer kalder det for metalakrobatik. Det kan være temmelig ligegyldigt, om nogen kan fremsige så og så mange positioner af tallet pi eller gengive ordlister. Det kan være sjovt, men er næsten så underholdende som en abe der kører cykel eller en papegøje der fløjter Nattens Dronnings arie.
Det ser Foer også, derfor har han nogle overvejelser om den praktiske betydning af disse teknikker. Viden om faktuelle forhold er på retur - vi har jo Google. (Jeg mindes Espersens udfald imod 'støvede bøger' i Gotfredsens bog...)
Selvfølgeligt er udenadslæren ikke nok, hvis der mangler en forståelse hvad man skal bruge faktaerne til. Skolen idag tror, at man kan klare sig langt hen ad vejen uden kendskab om faktuelle forhold - og det er et tragisk fejlskøn. Vi skal forestille at være et videnssamfund, men PISA viser det gab der er mellem intention or præstation. Andre dele af verden, Asien især, er derimod videbegærligt.
Teknikker som dem Foer er inde på, kan muligvis gøre læringen "sjovt" for eleverne - man behøver jo ikke håbe på at alle blive god til Foers cirkusagtige præstationer.
No comments:
Post a Comment