Jesus, pengene og livet (Gretelise Holm)

En af de fornøjelser at være med i en bogklub er den at få kendskab til bøger, jeg ellers aldrig ville have læst. Formentligt ville jeg ikke havde læst denne bog, hvis ikke den var anbefalet af fagbogklubben. Der er bare det, at bogen allerede var op i februar må¨ned men jeg fik den altså først nu fra biblioteket. Nogle gange er det mellem svært og umuligt at få en aktuel titel igennem sit bibliotek. Men det viser så også, at det er en populær bog.
Holm fortæller om sin barske opvækst i det sønderjyske, med en hysterisk-religiøs mor og en voldelig far der kun til tiden kommer op af tumpe-stadiet. Og så avler de børen som hamster. Holm sætter lup på de vilkår, mennesker må have når et samfund kun er minimalsolidarisk, et samfund som synes at være paradiset for Liberal Alliance. Det er en verden, hvor meget talent ville gå til spilde, et socialdarwinistisk samfund. Holm møder ved skær tilfældighed en lærer der gør det muligt for hende at få realeksamen i Kolding - og socialkontoret i hendes hjemby knurrer, fordi de skal betale for undervisningen. De så det meget hellere at Gretelise havde tjent som børneslave hos en rig bonde.
Bogen giver en god forståelse for, hvorfor Holm er som hun er. Og den virker også relevant i den nutidige diskussion om hvorvidt et samfund skal være solidarisk eller ej.
Bogen omhandler hendes familie og hendes eget liv op til 1970, til sidst bebuder hun en fortsættelse. Jeg glæder mig til den. 

Holm bestyrede også et ismejeri med sine brødre ...

Beton (Jakob Mathiassen)

Jeg ville ikke have læst denne bog, hvis ikke den var blevet månedens bog i fagbogklubben. Der blev den - desværre - ikke diskuteret voldsom meget.
Anbefalingerne til bogen påpeger, at man under læsnigen ofte spørger sig 'jamen er der stadigvæk sådan'. Mathiassen siger derimod, at det er blevet værre i de sidste år. Og meget tyder på, at det vil blive værre endnu hvis ikke der sker en eller form for social engineering.
Mathiassen skriver på s. 144: "Alene det, der i dag findes nye grupper af magtesløse og rettighedsløse, siger noget om, at der er gået et eller andet galt."
Er der tegn på. at det vil gå bedre?  Eller er det stadig væk som Warren Buffett sagde: There's class warfare, all right, but it's my class, the rich class, that's making war, and we're winning. (New York Times 26.11.2006)

Hvordan vil man læse bogen om 100 år? Mathiassen skriver om de ufaglærte, som samfundets bund og de faglærte som overgår til middelstand. Kan man forestille sig, at der efter Buffetts klassekrig kun er to klasser tilbage: overklassen vs. underklassen?
OK, det bliver spekulativt -- men hvordan fortsætter udviklingen, hvis ikke der sker et eller andet?
Det er godt at Mathiassen giver en stemme til dem der ellers ikke bliver hørt.Derfor er det en vigtig bog.

Beton - relevante historier fra bunden

Upassende sociologi (2)

Man læser ideelt set for at blive klogere. Nu har jeg lært om en gruppe hvis eksistens jeg havde ingen anelse om - infantilister. I antologien jeg nævnte tidligere skriver Helle Bendix Lauritzen, Stine Lyngborg og Camilla Holmskov Nellemann om Infantilister - blebørn i voksne kroppe (s. 55-79)
Det var forfatterinderne vigtigt, at de efter at have erhvervet sig intimate knowledge (et begreb som står i kontrast til guilty knowledge) ikke udstillede deres undersøgelsespersoner.
Der findes åbenbart forskellige former for infantilisme, så som voksenbaby (hvor diverse suttebarn-feticher og rollespil indgår), men også teen-baby (hvor vedkommende forsteller sig at være i teenage årene), sissy-baby (hvor en mand indlever sig i rollen som af baby af det andet køn) og også 'dyrebarn', hvor legen går ud på at være hundehvalp eller løveunge. I artiklen læsder vi dog kun om personer af kategorien voksen-baby
Fællestræk for dem allesammen er: b. a. regression og ansvarsfralæggelse. Det rummer ikke nødvendigvis et element af seksulitet, men er en stor og velintegreret del af deres personlighed (s. 62).
En sådan afvigerkarriere (deviant career kaldes det af sociologerne) starter i en alder af  7 til 10 år, hvor infantilister opdager deres fascination af babyverdenen; de opdager også at de har det anderledes end deres omgivelse og de er er klar over det potentielle stigma. Men kan kalde det en uovernstemmelse mellem deres virkelige sociale identitet (som infantilist) og den tilsyneladende sociale identitet (som 'normalt' fungerende).
I teenage årene opdages at denne lyst ikke er almindeligt; de går derfor rundt med en latent frygt for at blive opdaget, da en afsløring synes at kunne ødelægge vedkommendes liv (s. 71).
I voksnenalder bliver lysten accepteret og integreret i de vedkommendes liv; Infantilister opdager, at de ikke er anderledes end så mange andre, og [det] kan således være med til at skabe en beroligelse indadtil og samtidig et bindeled udadtil. (s. 74).
Der bliver dog spørgsmålet tilbage, hvordan denne fetich opstår. Tilsyneladende er der ingen fælles faktorer i disse personernes liv. Besvarelsen af spørgsmålet hører således hen i psykologien, ligedes som forklaringen, hvorfor der er flest mænd, der har denne lyst.

Upassende sociologi (1)

Aalborg Universitet udgav (udgiver) et tidsskrift som skulle formidle universitetets forskning til en bred offentlighed. Der så jeg en notits om denne bog, som jeg nu begyndte at læse. Bogen hedder I samfundets sprækker og handler altså om upassende sociologi.
Michael Hviid Jacobsen (red.): I samfundets sprækker. Studier i upassende sociologi - II. Ålborg 2007 [Aalborg Universitetsforlag]

Jeg begyndte med Jeppe Lyngs artikel Højreradikale biografier - fortælinger om fremmedgørelse, vrede og modstand. (s. 179-209)

Højreradikalismen findes i tre varianter: authoritarians, nationalistics og xenophobics. Den sidste gruppe gruppe er den mest radikale og Lyng fokusserer på medlemmer af denne gruppe.
Hans metode er dels interviews, dels en observationsrække. En generel vanskelighed var, at gruppen ikke ville lade sig undersøge eller opførte sig ikke som de plejer - den velkendte 'forksereffekt'.
Alligevel lykkedes det ham, at finde frem til nogle biografier:
Jens - den nationalsocialistiske rollespiller
Frida - den biseksuelle patriot
Lars - den højreradikal fodboldfan
Julie - den kvindelige Darwinist

Det var en betingelse, at de skulle have reflekteret over alternative styreformer og ikke være 'bare imod'. Lyng finder ud af:
Ensomhed og fremmedgørelse er to perspektiver, der går hånd i håmd med de højreradikales udvikling. (s. 197) I de biografiske præsentationer kan det ses, at de portrætterede på den ene eller på den anden måde har været ofre i en meget ung alder. (s.199)
Der e en socioøkonomisk slagside: familiemæsigt kommer de ofte af den nederste socialgruppe og så har de en følelse af, at samfundet tvinger dem til permanent arbejdsløshed via fordomsfuldhed eller mistro (s. 203).
Miljøet er præget af mænd. Lyng kommer også ind på Dansk Fronts Kvinder, som har en stærk anti-feministisk holdning. Disse kvidner argumenterer for at kvinder selv måvælge deres position i samfund. Det er i opposition til den opfattelse, at kvidner slet ikke skal have nogen form for uddannelse.
Konklusion: Det er ikke omkostningsfrit at være højreradikal i Danmark. (s.206) De højreradikale lever dermed i et spændingsfelt mellem egne aggressive politiske fordømmelser, samtidig med de også selv er ofre for samfundets konstante stigmatisering. (s. 207)

Den åndløse dansker (Godtfredsen)

Jeg læste bogen fordi den er månedens fagbog i DRs læseklub.
For at forstå hvad Sørine Gotfredsen mener med åndløshed, skal hun først definere hvad ånd egentligt er. Det gør hun i sin indledning, hvor hun også kommer omkring begreberne pligt skyld og ansvar. Hun mener, at "mennesker, der gradvist mister evnen til  at se sig selv i forhold til Gud og evighed, stille og roligt vil skabe et åndeligt fattigere fællesskab." Bogens titel skulle altså have været "Den gudløse dansker", men så ville den nok ikke sælge så meget.
Gotfredsen ser spiritualitet ikke som et alternativ - hun har nogle overfladiske bemærkninger til Dalai Lama. Hvis i Gotfredsens verden åndfuldhed er lig med gudelighed, så er hendes sigte i følge min mening dog alt for lavt. Mødet med det hellige (som Rudolf Otto sagde det) eller bare oplevelsen af transcendens kan foregå på mange måder, ikke kun via den kristelige gud.
Kapitel 1 handler om "Fjernsyn håner mennesket". Det er det tv som finansierer sig selv igennem stratenrøveri og internat skat hun taler. Her er vi hurtigt enige: public service tv ynder (med DR2 som delvis undtagelse) de mest pøbelagtige tendenser i samfundet. -- Mellemrubriken 'Ophøjelsen af det dumme svin' siger tydeligt hvilken slags programmer hun taler om.
Kapitel 2 handler om 'Journalistens farlige magt'. Gotfredsen er ikke bange at hænge folk ud. Vi ville alligevel havde vist, hvem hun taler om: journalisten der er mikrofonholder. - 'Form uden indhold' er mellemrubrikken der sammenfatter hendes sigte.
'Sporten og de intellektuelle drengerøve' er det 3. kapitel. Her går det ud over Jørgen Leth og hans skole. Gotfredsen er imod heltedyrkelsen. Godt nok, for min skyld kunne man sagtens sløjfe alle sportsprogrammer i tv.
Videre med 'den egoistiske børnefamilie' i kap. 4. Her går det ud over disse typer som anser børn som en slags projekt til deres selvrealisering. Godt nok for min skyld -- og ikke særligt relevant for mig personligt.
Så til ligestilling. Gotfredsen mener, at ligestillingen ikke må udviske forskellen mellem kønnene. Jeg henter min bemærkning fra litteratursiden:

At udviske forskellen mellem kønnene - hvordan skulle det lade sig gøre?
Gotfredsen modstiller 'natur' og 'social konstruktion' - det naturlige er godt i hendes verden. I filosofien kalder man det vist for en naturalistisk fejlslutning.
Selvfølgelig er Gotfredsen nødt til at vende tilbage til naturen og til det hun forstår som skabelsesorden, for i det Nye Testamente finder hun vers som disse:
"En kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt;   men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at bestemme over sin mand; hun skal leve i stilhed." (1. brev til Timoteus)
Nu lever Gotfredsen bestemt ikke i stilhed - og det er godt at det er sådan.

Så kommer hun til religion og folkekirken. Hendes bemærkninger om nyateister kunne godt mere skarpere. Jeg er personligt træt af deres aggressive frembrusen. Fundament i vores kultur er arven fra antikken og den kristne tradition. Bliver basis fjernet, oversaver vi grenen som vi sidder på. Argumentation fra nyateisterne forkommer mig åndsvag
Mærkeligt nok er Gotfredsen meget tam i sit forsvar for kristendommen. Man kunne godt ønske sig en fortælling om hendes vej til åndfuldhed og mødet med gud.
Den sidste del er om politik. Her er hendes helte de nationalkonservative - hvilket næppe er en overraskelse. Han refererer til Platons stat (som har alle kendetegn af et diktatur. Hun hviler også på adskillige politikers manglende dannelse. Her er min bemærkning fra litteratursiden:

Jeg mener nu ikke, at politikerne skal være filosoffer. Men de må gerne have en vision om det samfund de ønsker sig.Max Weber sagde, at politik var ligesom bore hul i tykke brædder. Så, visionen må gerne rækker længere end den aktuelle mandatsperiode.
Citatet fra Espersen viser, at hun mangler sådan en vision, som hun måske kunne hente fra "støvede bøger". Men hvad mener hun egentligt med støvede bøger? Er det Aristoteles, Macchiavelli, Rawls -- eller hvad? Espersens citat er en typisk dumsmart bemærkning der skal paradere som pragmatisme.
Jeg synes forresten heller ikke at politik skal være højstemt.

 Nuvel, Gotfredsen slutter i en spinkel optimistisk tone. Hun ser hist og her små stiklinger af håb - og så længe der er alternativer, så  længe vil der være håb.Håb for hvad -- en vækkelse? udgydelse af ånd? en teokrati?

Vi får det ikke at vide.

Sørine har lagt boksehandsker for fotografens skyld