Jeg er Zlatan Ibrahimovic (2011)

Oversat fra Jag är Zlatan Ibrahimovic af Birgitte Steffen Nielsen, told to David Lagercrantz.

Jeg læste bogen kun fordi den var månedesn bog i Fagbogklubben. Indlæg #1
Ja, han skriver godt nok en del om respekt, bl. a, i kapitel 11, hvor han beklager den manglende respekt fra pressens side. Han huggede dette guldkorn fra en eller anden italiensk træner. -  Men hvad er der egentligt respektabelt omkring Zlatan? Han er god til at sparke til nogle bolde - det er en færdighed, der fordrer ikke særlig meget respekt i min verden. Han er også uhyggelig god til at stjæle cykler - skal man respektere ham for det også? Eller når han skal af med nogen vrede - men kan jo altid sige 'undskyld' efter det - også meget lidt respektabelt.
Jeg kan altså slet ikke holde Zlatan ud. Han er vældig stolt at sin "vrede" og når han nikker endnu en skalle eller når han som adrenalin-junkie fræser hen over de svenske motorveje.
Jeg er kommet igennem ca. 2/3 af bogen og nu synes han at det er på tide til at blive voksen. Men i stedet for at blive i sygehuset da hans lille dreng skal opereres, tager han hellere hjem for lege med sin Xbox (skal han også have respekt for det?)
Det er svært at få sympati for dette primitive menneske, endsige respekt. Måske kommer det på de sidste 100 sider.

Zlatan - en gennemført rå børste

Indlæg #2 derfra:

Nu blev jeg færdig med bogen. Det bedste er dens ærlighed. Zlatan giver et autentisk billede af sig selv, intet skønmaleri, ikke navlebeskuende. At det er svært at holde ham ud, er derimod noget helt andet.
Jeg havde hentet den fra ereolen, men der har den bare 305 sider. E-bogen må altså have en anden ombrydning.
Zlatan skriver om sin vej og opfordrer andre unge, at finde deres egen vej. Det er for så vidt godt, at han ikke giver den som rollemodel. Han medgiver, at han har gjort mange dumme ting - og det har vi rigeligt kunne bevidne. En af de ting jeg ikke kan lide er hans ubeherskede vrede. På s. 278 (fx) hedder det ligefrem: "Så skal I lade mig smadre ting i fred". - Og det er ikke nok med at nogen eller noget er "provokerede", nej, han kan også gå fra koncepterne når noget "føles provokerende". Klubben burde sende ham til et eller andet anger management kursus.
Han skriver en del om sin opvækst. Det er vel ikke Rosengårds skyld, at hans mor er hysterisk og at faren er en drukkenbold. Jeg blev ikke forundret at svenskerne prøvede at lave en underskriftsaktion imod ham. Er det ikke forståeligt, at de ikke ville have at deres unger kom hjem med brækket næse. Så skal ingen Zlatan lade som om det var en småracistisk aktion imod ham.
På den anden side skulle han ser klarere, at han ikke kom til sidst til at bebo et fængsel, fordi der hele tiden var nogen som så hans potentiale og hjalp ham ikke at være i vejen for sig selv.
Hvad tænker hans fans mon om ham som person? Synes de, at hans facon er cool?
Jeg er som nævnt før ikke den store fodbold fan og kan ikke udtale mig om spillestil osv. Men det er et positivt træk i Zlatan, at han ikke smører tyk på med sine bedrifter om alle de gode driblinger og hvad ved jeg - han fortæller måske mere om de ting, som ikke var så god. Og det understreger igen hans ærlighed.

Beton (Jakob Mathiassen)

Jeg ville ikke have læst denne bog, hvis ikke den var blevet månedens bog i fagbogklubben. Der blev den - desværre - ikke diskuteret voldsom meget.
Anbefalingerne til bogen påpeger, at man under læsnigen ofte spørger sig 'jamen er der stadigvæk sådan'. Mathiassen siger derimod, at det er blevet værre i de sidste år. Og meget tyder på, at det vil blive værre endnu hvis ikke der sker en eller form for social engineering.
Mathiassen skriver på s. 144: "Alene det, der i dag findes nye grupper af magtesløse og rettighedsløse, siger noget om, at der er gået et eller andet galt."
Er der tegn på. at det vil gå bedre?  Eller er det stadig væk som Warren Buffett sagde: There's class warfare, all right, but it's my class, the rich class, that's making war, and we're winning. (New York Times 26.11.2006)

Hvordan vil man læse bogen om 100 år? Mathiassen skriver om de ufaglærte, som samfundets bund og de faglærte som overgår til middelstand. Kan man forestille sig, at der efter Buffetts klassekrig kun er to klasser tilbage: overklassen vs. underklassen?
OK, det bliver spekulativt -- men hvordan fortsætter udviklingen, hvis ikke der sker et eller andet?
Det er godt at Mathiassen giver en stemme til dem der ellers ikke bliver hørt.Derfor er det en vigtig bog.

Beton - relevante historier fra bunden

Upassende sociologi (3)

Livet på landevejen - et sociologisk studium af vagabondkulturen af Joan Kirkebak, Henrik Urban Meyer, Gitte Hundal Mikkelsen, Anders Hess Pedersen, Anette Rodkjær, Anne Marie Bach Svendsen (s. 273-298)

Der findes tre typer af vagabonder: helårsvagabonder, halvårsvagabonder (som fravælger livet på landevejen i den kolde årstid og som også kaldes for luksusvagabonder) og markedsvagabonder, som har opgivet livet på landevejen men holder kontakten til miljøet ved lige i forbindelse med store markeder. (s. 279)
Selv om livet i fulstændig uafhængighed fremstilles som positivt, er der også slagsider: ensomhed (hunden som makker). Ved bestemte lejligheder savnes livet i fællesskabet.
Livet som vagabond bliver valgt af forskelliger årsager, gennemgående bliver skilsmisse, men også opsigelse nævnt, eller et andet brud i hverdagen. (s.285)
Vagabonder har en aflagt uniform (krav: det skal være foræret) med forskelligt pynt og en vogn (ofte en barnevogn) tilfælles. De får et individuelt øgenavn.
Der findes navngivningsceremonier. De store komsammener er på Egeskov Marked, Døllefjelde-Musse Marked og Hjallerup Marked. Vagabonderne opretholder en facade udadtil. Det er vigtigt for dem at optræde som hyggelige mennesker.
Vagabond samfundet har sine regler og deres overtrædelse fører til midlertidig udsødelse af samfundet.

Upassende sociologi (2)

Man læser ideelt set for at blive klogere. Nu har jeg lært om en gruppe hvis eksistens jeg havde ingen anelse om - infantilister. I antologien jeg nævnte tidligere skriver Helle Bendix Lauritzen, Stine Lyngborg og Camilla Holmskov Nellemann om Infantilister - blebørn i voksne kroppe (s. 55-79)
Det var forfatterinderne vigtigt, at de efter at have erhvervet sig intimate knowledge (et begreb som står i kontrast til guilty knowledge) ikke udstillede deres undersøgelsespersoner.
Der findes åbenbart forskellige former for infantilisme, så som voksenbaby (hvor diverse suttebarn-feticher og rollespil indgår), men også teen-baby (hvor vedkommende forsteller sig at være i teenage årene), sissy-baby (hvor en mand indlever sig i rollen som af baby af det andet køn) og også 'dyrebarn', hvor legen går ud på at være hundehvalp eller løveunge. I artiklen læsder vi dog kun om personer af kategorien voksen-baby
Fællestræk for dem allesammen er: b. a. regression og ansvarsfralæggelse. Det rummer ikke nødvendigvis et element af seksulitet, men er en stor og velintegreret del af deres personlighed (s. 62).
En sådan afvigerkarriere (deviant career kaldes det af sociologerne) starter i en alder af  7 til 10 år, hvor infantilister opdager deres fascination af babyverdenen; de opdager også at de har det anderledes end deres omgivelse og de er er klar over det potentielle stigma. Men kan kalde det en uovernstemmelse mellem deres virkelige sociale identitet (som infantilist) og den tilsyneladende sociale identitet (som 'normalt' fungerende).
I teenage årene opdages at denne lyst ikke er almindeligt; de går derfor rundt med en latent frygt for at blive opdaget, da en afsløring synes at kunne ødelægge vedkommendes liv (s. 71).
I voksnenalder bliver lysten accepteret og integreret i de vedkommendes liv; Infantilister opdager, at de ikke er anderledes end så mange andre, og [det] kan således være med til at skabe en beroligelse indadtil og samtidig et bindeled udadtil. (s. 74).
Der bliver dog spørgsmålet tilbage, hvordan denne fetich opstår. Tilsyneladende er der ingen fælles faktorer i disse personernes liv. Besvarelsen af spørgsmålet hører således hen i psykologien, ligedes som forklaringen, hvorfor der er flest mænd, der har denne lyst.

Upassende sociologi (1)

Aalborg Universitet udgav (udgiver) et tidsskrift som skulle formidle universitetets forskning til en bred offentlighed. Der så jeg en notits om denne bog, som jeg nu begyndte at læse. Bogen hedder I samfundets sprækker og handler altså om upassende sociologi.
Michael Hviid Jacobsen (red.): I samfundets sprækker. Studier i upassende sociologi - II. Ålborg 2007 [Aalborg Universitetsforlag]

Jeg begyndte med Jeppe Lyngs artikel Højreradikale biografier - fortælinger om fremmedgørelse, vrede og modstand. (s. 179-209)

Højreradikalismen findes i tre varianter: authoritarians, nationalistics og xenophobics. Den sidste gruppe gruppe er den mest radikale og Lyng fokusserer på medlemmer af denne gruppe.
Hans metode er dels interviews, dels en observationsrække. En generel vanskelighed var, at gruppen ikke ville lade sig undersøge eller opførte sig ikke som de plejer - den velkendte 'forksereffekt'.
Alligevel lykkedes det ham, at finde frem til nogle biografier:
Jens - den nationalsocialistiske rollespiller
Frida - den biseksuelle patriot
Lars - den højreradikal fodboldfan
Julie - den kvindelige Darwinist

Det var en betingelse, at de skulle have reflekteret over alternative styreformer og ikke være 'bare imod'. Lyng finder ud af:
Ensomhed og fremmedgørelse er to perspektiver, der går hånd i håmd med de højreradikales udvikling. (s. 197) I de biografiske præsentationer kan det ses, at de portrætterede på den ene eller på den anden måde har været ofre i en meget ung alder. (s.199)
Der e en socioøkonomisk slagside: familiemæsigt kommer de ofte af den nederste socialgruppe og så har de en følelse af, at samfundet tvinger dem til permanent arbejdsløshed via fordomsfuldhed eller mistro (s. 203).
Miljøet er præget af mænd. Lyng kommer også ind på Dansk Fronts Kvinder, som har en stærk anti-feministisk holdning. Disse kvidner argumenterer for at kvinder selv måvælge deres position i samfund. Det er i opposition til den opfattelse, at kvidner slet ikke skal have nogen form for uddannelse.
Konklusion: Det er ikke omkostningsfrit at være højreradikal i Danmark. (s.206) De højreradikale lever dermed i et spændingsfelt mellem egne aggressive politiske fordømmelser, samtidig med de også selv er ofre for samfundets konstante stigmatisering. (s. 207)

Moonwalking With Einstein (Joshua Foer)

Jeg ville have læst denne bog allerede da den var månedens bog i Fagbogklubben, men dengang kunne jeg ikke få ereolen til at virke. Nu har jeg læst den 'på bog'.
Foer skriver om hukommelsen, både om dens fysiologi i hjernen og om hukommelsens historie.
At huske noget går ud på, at man skaber en stærk forbindelse mellem det man skal huske med sanselige indtryk. Skal man huske noget kedeligt, såsom tal, så skal man omsætte det til en synæstetisk oplevelse. Hvis man mindes denne, så vil man have talrækken også, Hos nogle mennesker er hjernen indrettet på en måde at de oplever det af sig selv - tal bliver til farver osv. Hos andre mennesker mangler dele af hjernen, enten fordi en emsig kirurg har skåret noget væk eller fordi en  virus har spist sig mæt af disse menneskers hjerne. Disse er selvfølgelig gefundenes fressen for hjerneforskning, da de med deres ulykke kan bidrage til at kortlægge hjernens funktioner.

I Foers hukommelspalast er der mange boliger

Foer skriver også om mnemoteknikken, sådan som den blev brugt i antikken, i en verden, som var afhængig af oral formidling. Plato lader Sokrates polemisere imod skriftligheden. Foer hentyder til ironien - i dag husker vi kun Sokrates' udfald fordi nogen gjorde sig den ulejlighed at skrive det op.
Foers fascination blev vækket, fordi hab overværede en hukommelsekonkurrence. Man fortalte ham, at han med en smule øvelse og nogle små fif også ville være i stand til at deltage i sådan en konkurrence. Bogens story-telling del beretter om hans vej til mesterskabet.
Foer kalder det for metalakrobatik. Det kan være temmelig ligegyldigt, om nogen kan fremsige så og så mange positioner af tallet pi eller gengive ordlister. Det kan være sjovt, men er næsten så underholdende som en abe der kører cykel eller en papegøje der fløjter Nattens Dronnings arie.
Det ser Foer også, derfor har han nogle overvejelser om den praktiske betydning af disse teknikker. Viden om faktuelle forhold er på retur - vi har jo Google. (Jeg mindes Espersens udfald imod 'støvede bøger' i Gotfredsens bog...)
Selvfølgeligt er udenadslæren ikke nok, hvis der mangler en forståelse hvad man skal bruge faktaerne til. Skolen idag tror, at man kan klare sig langt hen ad vejen uden kendskab om faktuelle forhold - og det er et tragisk fejlskøn. Vi skal forestille at være et videnssamfund, men PISA viser det gab der er mellem intention or præstation. Andre dele af verden, Asien især, er derimod videbegærligt.
Teknikker som dem Foer er inde på, kan muligvis gøre læringen "sjovt" for eleverne - man behøver jo ikke håbe på at alle blive god til Foers cirkusagtige præstationer. 

Real Lives in North Korea

North Korea is, arguably, the most horrible country of the world. Sometimes there is a sort of competition which ideology is the worst. Communism must be the champion. While Pol Pot succeeded in killing about one fifth of his population in approximately three years, Kim Yong-il from the so-called DPRK is a long-time expert of starving his people. While he grew fat, he allowed to starve between 800.000 to 3.5 million people to starve to death. North Korea is a dysfunctional state, the next famine probably just lurking around the corner.

How do people survive in such an environment? In Nothing To Envy Barbara Demick gives a voice to those North Koreans who made it to to the south. This book is non-fiction, but breath taking as few.

Dictator Kim smiling to the starving people

We follow the indoctrination of kids from kindergarten onwards. We see how the system litters their brain with hymns in praise of the godly Kims, we see how the ideology prevails all text books and we learn how they are cut off from any information from the outside world.

We also hear about a system of spying and denunciation. Everywhere there might be somebody who might tell if you show symptoms of disbelief in the glorious leadership. Considerable portions of the population are already in labour camps. Death penalty and public executions for minor offences are also a popular measure to tame the people.

We follow also the life of a brilliant student, who in spite of a poor class background made it to the showcase university of the country. His girl-friend also had a poor class-background, so their relationship had to be in complete secrecy. The system discourages intimacy - it took them three years until they hold hands and three years more to something that could be called kiss, but was actually nothing more than a short reaching of cheeks. Victorian Romances were more bold than the lives of these young people. The system of North Korea is not only divided into classes, but highly racist. Not only they apply the notion of "tainted blood" to those who might be potentially critical to the regime, but they see themselves as a race that is far superior to anything else that is living on this planet.

We understand what a difficult decision it still was to leave the country and start a new life after the system had put the virus into their brains - maybe not everything was a lie...? Maybe some of the fairy tales the regime told were right anyway?

The book tells the lives of six persons from North Korea, how they made it through the famine, what made them defect finally. Heart-breaking to read when they realise that they had wasted their lives until now and how they are living now under new conditions.

The epilogue is about waiting. While Kim Jong il no longer disgraces this earth, another fatty ha succeeded him. We will have to wait a long time until the regime collapses. The regime already proved that they don't care much about a million more less to suppress.

Den åndløse dansker (Godtfredsen)

Jeg læste bogen fordi den er månedens fagbog i DRs læseklub.
For at forstå hvad Sørine Gotfredsen mener med åndløshed, skal hun først definere hvad ånd egentligt er. Det gør hun i sin indledning, hvor hun også kommer omkring begreberne pligt skyld og ansvar. Hun mener, at "mennesker, der gradvist mister evnen til  at se sig selv i forhold til Gud og evighed, stille og roligt vil skabe et åndeligt fattigere fællesskab." Bogens titel skulle altså have været "Den gudløse dansker", men så ville den nok ikke sælge så meget.
Gotfredsen ser spiritualitet ikke som et alternativ - hun har nogle overfladiske bemærkninger til Dalai Lama. Hvis i Gotfredsens verden åndfuldhed er lig med gudelighed, så er hendes sigte i følge min mening dog alt for lavt. Mødet med det hellige (som Rudolf Otto sagde det) eller bare oplevelsen af transcendens kan foregå på mange måder, ikke kun via den kristelige gud.
Kapitel 1 handler om "Fjernsyn håner mennesket". Det er det tv som finansierer sig selv igennem stratenrøveri og internat skat hun taler. Her er vi hurtigt enige: public service tv ynder (med DR2 som delvis undtagelse) de mest pøbelagtige tendenser i samfundet. -- Mellemrubriken 'Ophøjelsen af det dumme svin' siger tydeligt hvilken slags programmer hun taler om.
Kapitel 2 handler om 'Journalistens farlige magt'. Gotfredsen er ikke bange at hænge folk ud. Vi ville alligevel havde vist, hvem hun taler om: journalisten der er mikrofonholder. - 'Form uden indhold' er mellemrubrikken der sammenfatter hendes sigte.
'Sporten og de intellektuelle drengerøve' er det 3. kapitel. Her går det ud over Jørgen Leth og hans skole. Gotfredsen er imod heltedyrkelsen. Godt nok, for min skyld kunne man sagtens sløjfe alle sportsprogrammer i tv.
Videre med 'den egoistiske børnefamilie' i kap. 4. Her går det ud over disse typer som anser børn som en slags projekt til deres selvrealisering. Godt nok for min skyld -- og ikke særligt relevant for mig personligt.
Så til ligestilling. Gotfredsen mener, at ligestillingen ikke må udviske forskellen mellem kønnene. Jeg henter min bemærkning fra litteratursiden:

At udviske forskellen mellem kønnene - hvordan skulle det lade sig gøre?
Gotfredsen modstiller 'natur' og 'social konstruktion' - det naturlige er godt i hendes verden. I filosofien kalder man det vist for en naturalistisk fejlslutning.
Selvfølgelig er Gotfredsen nødt til at vende tilbage til naturen og til det hun forstår som skabelsesorden, for i det Nye Testamente finder hun vers som disse:
"En kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt;   men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at bestemme over sin mand; hun skal leve i stilhed." (1. brev til Timoteus)
Nu lever Gotfredsen bestemt ikke i stilhed - og det er godt at det er sådan.

Så kommer hun til religion og folkekirken. Hendes bemærkninger om nyateister kunne godt mere skarpere. Jeg er personligt træt af deres aggressive frembrusen. Fundament i vores kultur er arven fra antikken og den kristne tradition. Bliver basis fjernet, oversaver vi grenen som vi sidder på. Argumentation fra nyateisterne forkommer mig åndsvag
Mærkeligt nok er Gotfredsen meget tam i sit forsvar for kristendommen. Man kunne godt ønske sig en fortælling om hendes vej til åndfuldhed og mødet med gud.
Den sidste del er om politik. Her er hendes helte de nationalkonservative - hvilket næppe er en overraskelse. Han refererer til Platons stat (som har alle kendetegn af et diktatur. Hun hviler også på adskillige politikers manglende dannelse. Her er min bemærkning fra litteratursiden:

Jeg mener nu ikke, at politikerne skal være filosoffer. Men de må gerne have en vision om det samfund de ønsker sig.Max Weber sagde, at politik var ligesom bore hul i tykke brædder. Så, visionen må gerne rækker længere end den aktuelle mandatsperiode.
Citatet fra Espersen viser, at hun mangler sådan en vision, som hun måske kunne hente fra "støvede bøger". Men hvad mener hun egentligt med støvede bøger? Er det Aristoteles, Macchiavelli, Rawls -- eller hvad? Espersens citat er en typisk dumsmart bemærkning der skal paradere som pragmatisme.
Jeg synes forresten heller ikke at politik skal være højstemt.

 Nuvel, Gotfredsen slutter i en spinkel optimistisk tone. Hun ser hist og her små stiklinger af håb - og så længe der er alternativer, så  længe vil der være håb.Håb for hvad -- en vækkelse? udgydelse af ånd? en teokrati?

Vi får det ikke at vide.

Sørine har lagt boksehandsker for fotografens skyld