Marco effekten (2021, Martin Zandvliet)

 Filmene om Afdelig Q og Carl Mørck er rimelig populær og vellykket. Men bøgernes forfatter, Jussi Adler Olsen, var ikke begejstret. Man siger, at Nikolaj Lie Kaas som Mørck ikke faldt i hans smag. Det er nærliggende, at sammenligne de forrige film og kontrastere, hvad der fungerede godt før med den nye version. Men filmen skal stå på sine egne ben.

Lad os, om Marco effekten leverer en god film. Allerede mens titlerne kører, hører vi nogen ånde meget dyb. En ung mand står på kanten af et højhus og truer med at kaste sig ned. Mørck prøver, at tale ham fra det. Uden held. Manden styrter i døden uden at det tager særlig på Mørck. Han bliver dog hjemsendt for at sunde sig. - Vi klipper til et tog. En dreng er på vej mod Danmark. Han nyder turen, indtil han kommer til grænsen. Panikslagen gemmer  han sig på WC'et. Grænsepolitiet står med hunde (!) på perronen. Det er ikke helt ligegyldigt, om filmen skaber en genkendelig realitet eller om den foregår i et univers. Ja, det koster nok flere penge, at filme på Padborg station. Denne skæve version af Danmark irriterer fra starten.

Drengen har en side fra en dansk embedsmand på sig. Han forsvandt for fire år siden og der var anklager om pædofili. Noget for Afdeling Q. Carl Mørck kan ikke holde ud at være hjemme. Han gik heller ikke til Psykolog. I stedet for vil han hellere rode i andres lort. Så opklaringen kan gå i gang. I cirka en time skal vi dog se på arthouse-agtige nærbilleder af Mørck og hvordan snasker nikotin tyggegummi. Drengen er tavs og brikkerne fra puzzlet forbliver brikker. Det er nærmest ikke muligt, at afgøre, om filmen skal handle om noget.  

Efter en time flygter drengen og fører Mørck og hans team til bagmændene. Nu går det over stok og sten og i farten glemmer vi adskillige mellemregninger. Andre tråder bliver hel glemt. Sjusket editering eller bare dårlig manuskript? Det er forresten meget lidt overraskende, hvem der er skurken. 

Mørck er i denne version en sur midaldrende gnavpot med sociopatiske træk. Han er nærmest en tese. Ulrich Thomsen prøver at give sin karakter dybde, men han får ikke meget at arbejde med. Bipersonerne er i denne version kun kulisser. En fuser.

3/10

 

Så længe jeg lever (Ole Bornedal, 2018)

Hver gang navnet John Mogensen falder, bliver der nærmest automatisk sagt "den folkekære sanger". Bornedal prøver også at være folkekær, nogle gange nærmest krampagtig. Hvordan kan de to bud om at være folkekær komme sammen i en film?
Hele filmen igennem står den lille John Mogensen (Harald Kaiser Hermann) som sanger i Københavns Drengekor overfor den voksne Mogensen (Rasmus Bjerg). Den unge drengesopran lever for sin kunst. Han får også lov, at optræde på den lokale kro, men der bliver man hurtig træt af ham og sætter en swing plade på. Hans mor trøster den fornærmede dreng foran en ualmindelig kitschet solopgang.
Klip til Mogensens tid i Four Jacks. Ifølge skildringen her gik gruppen fra hinanden, fordi de andre medlemmer ikke kunne leve op til Mogensens kvalitetskrav. I filmen her virker det, som om det kun var en parantes, medens Wikipedia oplyser mig, at gruppen alligevel bestod i 9 år.
Tredje akten beskæftiger sig med Mogensen som Dansktop star. Vi følger rapsodisk hans storhed,  nedgang og død.
Så længe jeg lever er først og fremmest seværdig på grund af Rasmus Bjergs store præstation. Han spiller ikke, han er John Mogensen. Der er i filmen hele vejen igennem møder mellem den unge og den gamle Mogensen. Drengen er en slags alter ego. Disse møder fungerer forbavsende godt. Filmen er ellers som enkelte illustrerede udkast af kapitler til Mogensens biografi. Det er velgjort og pænt. men ikke mere. Fans og kendere af Mogensen vil nyde det. Vi andre kommer ikke John Mogensen nærmere. Vi kan kun overvære, hvordan han bliver alkoholiker, men vi får ingen forklaringer. Man kan gisne, men desværre bliver vi ikke klogere på ham. Hvorfor fik han succes lige i begyndelsen af 70erne? Hvorfor gav hans sange genklang i et større publikum? Bornedals kaleidoskop giver ikke svar.
6/10

Camping (2009, Jacob Bitsch)

Filmen starter med et selvmord. Faren skyder sig med et gevær i en campingvogn. Velkommen til den dysfunktionale familie Nielsen. Forældrene var en gang med i en Melodi Grand Prix, men det er længe siden. Efter farens død drikker moren og har et udvidet forbrug af lykkepiller.  To år efter farens suicid får moren den idé at tage på campingtur i lige netop den vogn hvor hendes mand kom af dage. Hun tager datteren Connie med sig, som har litterære ambitioner. Hendes bror Christian var engang interesseret i hockey, men har siden udviklet sig til bølle.
På campingpladsen støver moren en midaldrende mand med en lam datter op. Der kommer lidt akavet interaktion. Connie og Christian skal gennemgå en fornyelse, men campingpladser duer ikke til psychoterapi.
Camping er en af de mest overflødige film jeg har set i lang tid. Musikken indikerer en folkekomedie, men der er ikke meget morskab her. Dialogen refererer til social realisme. Det bedste er, at filmen er forbi efter 80 minutter.
2/10

Greven på Liljenborg (1964, Annelise Reenberg)

Fremskridt og idyl i den danske provins
Denne folkekomedie hed oprindeligt Alt for kvinden og hentydede til adelsfamiliens motto. Ved relanceringen i 1973 valgte man (ifølge IMDb) den knap så slibrige titel Greven på Liljenborg.
Denne film har et utroligt retro-billede af kvinder. Forelskelsen sker i et splitsekund, som lyn in en gammel hytte - og er selvfølgelig gensidigt. Den unge pige kan simpelthen ikke lade være ay falde for den adelige charme og så forener sig til sidst blod- og pengeadel. Normalt optræder i denne slags fjollekomedier også almuefolk, her har vi dog kun det loyale tyende, som slider for sit herskab til midnat og er oven i købet taknemmelig.  Ja, det var dengang - uden minimumsløn og overenskomst. Den gode gamle tid. Sikkert en våd drøm for Liberal Alliance. Sød reaktionær film - allerede ved den fremkomst var den gammeldags.
5/10 - for rutineret håndværk.

Fuglene over sundet (2016, Nicolo Donato)

The story of saving the Danish Jews from deportation to Nazi extermination camps is well-known. It's a story of how a people united their forces and fooled the occupation forces. It is a story of how a people helped the neighbors to escape and survive. It is a glossy story of the common man's heroism. In recent years there came scratches to this tale. We have heard about fishermen who took overprice for sailing their Jewish countrymen to Sweden. There have been failings also. Not only "German Nazi pigs" were hating and hunting Jews, but there were also Danish Quislings. Thus an interesting situation, even with clear parallels to current affairs.
Is this converted to a relevant film? Donato tells the story of Arne Itkin, a successful jazz musician, His wife hears in the synagogue that the German occupation forces are going to deport the Jewish citizens. Arne, however, is carefree - this cannot happen in Denmark. Instead of preparing their escape, he suggests domestic coziness in the bed. Thus we know that he is an artist and not seeing what is going on around him. However, also Arne cannot close his eyes when the Germans actually come to deport them. Within a second they change from citizens to refugees. They are told that the best chance is to take to the harbor of Gilleleje. (The rest of the plot is history. I won't tell it here; Google knows it already.)
This is a film one should like, but there are different factors  that make it difficult to enjoy it.
First - the photography and cinematography. Large parts of the film happen in darkness in a matter that make it difficult, sometimes for me impossible, to see what is going on. OK with "natural light", but we need to know what is going on.
Exaggerated use of close-ups focus on parts of the faces, as if this was a chamber play. Presumably the intention was to show us the despair of the sudden homeless family. But to see a cut-off face without surrounding does not really work, at least not for me. Another reason is that the actors - and they are mostly really good actors - don't have much to work with. This leads to ...
Second - the dull script. The Itkin family is at best sketched, character development is missing. All stereotypes from films about Nazis are used. Dialogues are like speech bubbles and stilted statements. The actors seem to read from a batch card.
Across the Waters - thus the English title - is mainly interesting because of the plot twist  hinted at before. Take it as superficial time pass without expectin much from it.
5/10

Player (2013, Tomas Villum Jensen)

Og endnu et makværk med Casper Christensen. Ja, når han er med, så forventer jeg noget som man kan fatte, selvom man ikke abonnerer på Les Cahiers du Cinéma. Men alligevel - hvorfor skal det altid være så dumsmart og vulgær når han er med?
Rasmus Bjerg har været med i nogle nogenlunde hæderlige film, derfor er det des mere chokerende at han er i denne fuser. Filmen var på TV. Den blev mere end 1000% populær i sidste uge  og har nu sneglet sig op til en popularitet af 4.7 -- behøver man sige mere?
Det er den klichéfyldte historie om den bon vivanten hvis favoritglose er fisse og den karriereprægede nørd, som er stiv alle stede - undtagen der hvor levemanden er det. Han skal da også gifte sig med chefens datter.  Eventuelt kan man sige, at den ene lever for meget og den anden for lidt. Så utroligt det lyder, man Christensens persona har formået at blive far, selvom han tager denne rolle nogenlunde let. Sønnen lader ikke at tage skade af at faderen kokser og morer sig med pornoduller. Alligevel føler han et eller andet sted en slags ansvar. Nuvel - man holdet kunne have fået noget morsomt ud af det, hvis bare det havde gidet at gøe sig umage. - Og den kedelige advokat får øjnene op for livets glæder. Ham bliver gog noget betænkeligt at hans opsparing på 10 millioner kunne ryge sig en tur. Han har nemlig lagt dem til side til sin "tredje alder", som i denne branche åbenbart er lige om hjørne inden man har rundet de 40.
Var det i begyndelsen bare banalt, så bliver det efterhånden mere og mere utroværdigt, som om instruktøren havde mistet interessen for sit projekt komplet. Resultatet bliver da også derefter.
Ærgerligt.
2/10

Manden bag døren (2003, Jesper W. Nielsen)

Det er et meget mærkelig tilfælde, at de to nærmeste kirker starter en filmklub hver. I dag var det Ålholm Kirke. De viste en dansk film,.jeg så den for fuldstændigheds, skyld men kunne lige så godt have ladet være.
Så har vi Svend (en Nikolaj Coster Waldau med farvet hår) som er kæreste med Lizzie (Iben Hjeile). Svend er sygelig jaloux og har en snert af psykopatolog med voldelige tendenser. Hans bror hedder Bølle og er komplet faldet ud af samfundet. Svend og Lizzie afvikler ders sociale liv på et værtshus, hvor Torben er bartender (Lars Hjortshøj får en chance at vise sine ringe skuespilleriske evner i en seriøs rolle, for en gangs skyld). Svends forældre er gået fra hinanden. Der er faren, en senil alkoholiker (Per Oscarsson) og moren, en pillemisbruger (Rita Angela, som normalt kun optræder i uopsigtsvækkende biroller).
Svend prøver at holde sammen på denne rablende gale menageri, men da han også trænger til at få strammet adskillige skruer går det selvfølgeligt galt. Faren har ofte fablet om, at han ville tilbage til Pisserenden, hvor han i meget yngre dage var den ukronede konge. Svend lover ham hele tiden, at det skal de nok, men så dør faren. Svend vil så gerne at alle forsones, og derfor kører han med liget alle de steder hvor faren har et mellemværende. Til sidst bliver det oplyst for Svend, at Pisserenden egentligt er farens betegnelse for sin hustrus kønsdele. Ja, fy for en ulækker joke.
Svend vil så gerne at alle tilgiver hinanden, men han har selv alvorlige problemer med den der tilgivelse. Han mener hele tiden, at bøssen Gunnar "har kneppet kæresten i røven", endog uden at spørge om lov, hvilket i hans verdenssyn er påkrævet, når der er tale om røven Da kæresten så tilstår, at det gjorde hab faktisk, så går han beserk igen.
Der er gode kræfter i denne kraftløse film. De prøver at få det bedste ud af dette håbløse manuskript. Manuskriptet kommer næsten afsted med hvad son helst, da alle personer i denne cage aux folles er rablende gale. Men der kommer ikke en god - og vedkommende ! - film ud af et menageri af vanvittige eksistenser. Også editeringen ved ikke hvad den skal stille op med dette ualmindelige underlødige oplæg.
Den får 2/10, men kun fordi der er et par kraftfulde præstationer af gode skuespiller. Hvem finansierer dog sådan noget juks?

Klovn Forever (2015, Mikkel Nørgaard)

Når man taler med danskere, vil man ofte høre den påstand, at de har en meget speciel humor. Det tør godt siges.
Jeg kender kun filmene med anti-heltene Casper og Frank. Jeg har ikke set tv-serien og jeg kommer nok ikke til at se den. Livet er for kort til at følge med i det hele.
I beskrivelserne af disse makværk læser man, at disse film er grænseoverskridende. Det er sådan set rigtigt nok, men at overskride en grænse, "provokere" eller udvide territoriet for den dårlige smag er ikke i sig selv hverken komisk eller humoristisk. Klovn filmene er fyldt med denne pruttepude humor.
Det eneste fælles interesse de to makker har, er deres interesse for fisse. Caspar som Casanova wannabee og Frank som ak så gerne vil underordne sig sin kones vaginale diktatur.
Filmen er en rapsodisk glasperlekæde af diverse pinlige episoder hvor plottet som sådan er på størrelse med en knaldperle.
Hvis filmen var sjov, kunne den være et fint monument over et venskab mellem to mænd - amicitia vincit omnia, men med denne nærmest maniske hige og søgen efter pinlige pointer bliver resultatet igen en tæerkrummende menagerie af småpinligheder.
Når den første Klovn film måske var sjofelt, så er denne her nok mest vulgært.
Ja, dansk humor erf noget specielt.
2/10

Klovn (2010, Mikkel Nørgaard)

Nu forstår jeg, hvorfor Danmark har brug for minus 3 på sin karakterskala. Det er for at vurdere film som disse på retfærdig vis, fordi 'nul' er allerede en overvurdering.
Det er en lang, klam pinlig affære med vulgære vittigheder om alt under og over bæltestedet. Frank og Caspar skal på "tour de fisse" i det jyske. Mest Caspar, men han overvurderer sit erotiske potentiale. Frank tager med drengen Bo - fordi han vil bevise sit farpotentiale - på sexturisme i Jylland. Det med fisse kommer ikke rigtig i gang, men derimod står pinligheder i kø.
Det er provokerende eller grænseoverskridende at grine af små tissemænd - det er ligegyldigt og banal og lige så udfordrende som en 4-årig som siger 'prut' ved middagsbordet.
Det er heller ikke morsomt at se  Caspar flygte nøgent fra en vild gymnasieklasse eller overvære Frank tulle rundt i sine underhylere.  Dette ækle makværk blev nomineret til at være Danmarks bedste film. Dette lort blev en af de mest sete danske film ... tankevækkende...
 0.125 for at holde den lastrinære  tone hele vejen igennnen.

Caspars flugt over Juelsø i bare røv --bunden er endnu ikke nået

Enden er slet ikke nået endnu -- det kan altid blive være.

Frank skal løbe omkring i underbukser - formentligt endnu en humørbombe. Filmen kender ingen bundgrænse; det kan altid blive værre.

Fri os fra det onde (2009, Ole Bornedal)

En dansk film giver mig lejlighed til at skrive noget på dansk.
Hvad kan man sige om denne film? På den ene side er den imponerende, på den anden side er det også en forfærdelig hetsfilm. Lad os tage den forfra.
Der er Johannes som flytter tilbage til sin landsby og sine forældrenes gård. Der er meget der skal laves og Alain, en flygtning from den bosniske borgerkrig hjælper ham. Lars er en dygtig sagfører, men nu søger han altså tilbage til rødderne. Han har en bror som er en født loser, permanent alkoholiseret, men med stærke meninger om sig selv. Han han lige gjort sin kæreste gravid, men det gør hans fremtid heller ikke lysere. Og så boller hans kæreste udenom. Han er lastbilchauffør og begår lige i staren af filmen et trafikdrab. Det lykkes ham at skubbe skylden over på Alain. Den drabtes mand har været i militæret og nu slår det klik for ham: ondskaben bryder løs. Lynchstemning. Johannes, det eneste gode menneske tilbage, prøver at beskytte Alain, men det bliver vanskeligt, når der er alle mod en. Ja, det bliver et blodbad.
Ja, filmen har altså to dele: eksposition og eksplosion. Jeg kunne lide første del så nogenlunde. Her er der gode karaktertegninger, men allerede med en tendens til at blive karikatur. En landsby på den jyske vestkyst, med "indestængt vrede" og konflikter som ridser i landsbyens idyl. - Anden del giver endeligt foder til dem der kom for at se en horrorfilm. Ingvar bliver for hurtigt en dæmonisk figur. Og medens vi ikke have grund til at tro at Alain ikke er velintegreret i landsbysamfundet, så kipper stemningen lynhurtigt. Hvorfor skal vi pludseligt acceptere at Alain bliver opfattet som neger for at understrege at han er anderledes?
Det onde er selvfølgeligt indeboende i landsbyboerne. Og dets udbrud er rent ud sagt latterligt, iscenesat som det var Night od the Living Dead. Ikke én eneste siger imod, alle falder for dæmonens stemme. Alle vil øve selvtægt. Det er en del af Bornedals dagsorden, at vise hvor racistisk dette samfund i bund og grund er. Og her bliver Fri os fra det onde en diffamerende hetsfilm. Det hjælper heller ikke at Bornedal instruerer den som en slags zombiefilm.
Også Johannes opdager bæstet i sin egen bryst, men i hans tilfælde blive aggressionen kanaliseret til det godes kamp mod det onde. Lasse Rimmer spiller dette skift ganske glimrende. Det var modig, men alligevel passende i hele konceptet, at undermåleren Lars bliver spillet af Jens Andersen, som var helten i dette årtusinds værste danske film Polle Fiction. Det er nok med vilje at Bornedal skaber en krydsreference til dette univers.
Kameraet er tildels godt nok, men landsbyen er aldelse drænet for farver. Jeg bryder mig ikke om landsbyer, men sådan noget har de stakkels mennesker der heller ikke fortjent.
4/10

Lars bliver meget tørstig på landevejen

Johannes og Alain graver sammen

Lars trænger til at få vasket hår