Hver gang navnet John Mogensen falder, bliver der nærmest automatisk sagt "den folkekære sanger". Bornedal prøver også at være folkekær, nogle gange nærmest krampagtig. Hvordan kan de to bud om at være folkekær komme sammen i en film?
Hele filmen igennem står den lille John Mogensen (Harald Kaiser Hermann) som sanger i Københavns Drengekor overfor den voksne Mogensen (Rasmus Bjerg). Den unge drengesopran lever for sin kunst. Han får også lov, at optræde på den lokale kro, men der bliver man hurtig træt af ham og sætter en swing plade på. Hans mor trøster den fornærmede dreng foran en ualmindelig kitschet solopgang.
Klip til Mogensens tid i Four Jacks. Ifølge skildringen her gik gruppen fra hinanden, fordi de andre medlemmer ikke kunne leve op til Mogensens kvalitetskrav. I filmen her virker det, som om det kun var en parantes, medens Wikipedia oplyser mig, at gruppen alligevel bestod i 9 år.
Tredje akten beskæftiger sig med Mogensen som Dansktop star. Vi følger rapsodisk hans storhed, nedgang og død.
Så længe jeg lever er først og fremmest seværdig på grund af Rasmus Bjergs store præstation. Han spiller ikke, han er John Mogensen. Der er i filmen hele vejen igennem møder mellem den unge og den gamle Mogensen. Drengen er en slags alter ego. Disse møder fungerer forbavsende godt. Filmen er ellers som enkelte illustrerede udkast af kapitler til Mogensens biografi. Det er velgjort og pænt. men ikke mere. Fans og kendere af Mogensen vil nyde det. Vi andre kommer ikke John Mogensen nærmere. Vi kan kun overvære, hvordan han bliver alkoholiker, men vi får ingen forklaringer. Man kan gisne, men desværre bliver vi ikke klogere på ham. Hvorfor fik han succes lige i begyndelsen af 70erne? Hvorfor gav hans sange genklang i et større publikum? Bornedals kaleidoskop giver ikke svar.
6/10
Hele filmen igennem står den lille John Mogensen (Harald Kaiser Hermann) som sanger i Københavns Drengekor overfor den voksne Mogensen (Rasmus Bjerg). Den unge drengesopran lever for sin kunst. Han får også lov, at optræde på den lokale kro, men der bliver man hurtig træt af ham og sætter en swing plade på. Hans mor trøster den fornærmede dreng foran en ualmindelig kitschet solopgang.
Klip til Mogensens tid i Four Jacks. Ifølge skildringen her gik gruppen fra hinanden, fordi de andre medlemmer ikke kunne leve op til Mogensens kvalitetskrav. I filmen her virker det, som om det kun var en parantes, medens Wikipedia oplyser mig, at gruppen alligevel bestod i 9 år.
Tredje akten beskæftiger sig med Mogensen som Dansktop star. Vi følger rapsodisk hans storhed, nedgang og død.
Så længe jeg lever er først og fremmest seværdig på grund af Rasmus Bjergs store præstation. Han spiller ikke, han er John Mogensen. Der er i filmen hele vejen igennem møder mellem den unge og den gamle Mogensen. Drengen er en slags alter ego. Disse møder fungerer forbavsende godt. Filmen er ellers som enkelte illustrerede udkast af kapitler til Mogensens biografi. Det er velgjort og pænt. men ikke mere. Fans og kendere af Mogensen vil nyde det. Vi andre kommer ikke John Mogensen nærmere. Vi kan kun overvære, hvordan han bliver alkoholiker, men vi får ingen forklaringer. Man kan gisne, men desværre bliver vi ikke klogere på ham. Hvorfor fik han succes lige i begyndelsen af 70erne? Hvorfor gav hans sange genklang i et større publikum? Bornedals kaleidoskop giver ikke svar.
6/10
