Spotify - BibZoom --

Jeg er i forvejen rigeligt forsynet med musik, men der er altid noget nyt at opdage. jeg læste i morges en anmeldelse af Rudolph Simonsen (1889-1947). For mig, der er født med en nærmest uudtømmelig nysgerrighed, noget at spidse ørerne. Selvfølgelig - der er altid gang i de gamle travere, men altid skulle have en chance at blive hørt i det mindste en enkelt gang.- I gamle dage skulle jeg møjsommelig hente skiven fra biblioteket, eventuelt leve med at brugerne før mig havde brugt pladen som frisbee-skive eller morgenmads-tallerken. Eller den skulle hentes fra fjernlån, i håbet at den var tilgængeligt et eller andet sted.
I lytteklubben havde nogen fortalt om Spotify. I Klassisk læste jeg desuden om Classify - en apps som gør det nemmere at styre ens tørst på musik. Jeg var først en smule betænkeligt, da datamolokken facebook ville have fat i mine data, men jeg meldte jeg mig alligevel ind.
Og rigtigt - der var CD'en med det samme. Sønderjyllands Symfoniorkester spillede den kedelige musik på den smukkest tænkelige måde. Simonsen komponerede ikke så meget, måske har nogen fortalt ham, at det med at komponere ikke var kans stærke side. Værkerne er pæne, nydelige - og det er så det.
Jeg har næsten glemt dem allerede. Den første symfoni hedder Zion. Den første sats skildrer den babyloniske fangenskab og i andensatsen kommer bebudelsen om frelse. Mærkelig nok er bebudelsen længere end fangenskabet - og også mere interessant i mit øre.

Jeg har været nødt til at skære ned på indkøb i kulturens verden. Derfor er disse tjenester mere end guld værd. Jeg fandt da også straks  Nightingale-kvartettens indspilning af Rued Langgaards strygekvartetter. Satsen Bortkørende Tog fra hans anden strygekvartet blev særligt fremhævet.

Og på opdagelsen kom jeg også omkring min stjerne - Richard Wagner.  Som sagt, jeg følger ikke længere så meget med i nyudgivelser. Derfor vidste jeg heller ikke, at man nu kan få en indspilning af hans tidlige ouverture König Enzio.  I dag hørte jeg også først gang hans Concert-Ouvertüre nr. 2. Nu er det sådan, at man have et langt og lykkeligt liv uden nogensinde at have hørt disse værker, men de er nu alligevel en del af det store hele. Man kan retfærdiggøre indspilningen af disse Wagner-ting for historisk fuldstændighed.
IOg selvom Simonsen måske med rette er gået ind i glemmebogen, så er det godt, at man har mulighed for at høre disse værker fra anden eller tredje-divisision.

I dag smagte jeg på Langgaards strygekvartetter.

Takket være Spotify hørte jeg også Simonsens kedelige symfonier.

By the way: for min skyld kan Telia laver alle de reklamer de vil; jeg opgiver ikke mit gode TDC-abonnement.

Saayad (Nepal 2012)

Movies from Nepal are still widely unknown outside the community. This is not only because everybody outside the NP community lacks interest in these movies, but also because most of them arre not supplied with subtitles. - OK, Nepalese is easy, but you still have to learn it (and the toughest thing is to find a teacher). I know what I talk about, as most teachers run away, once they have received the money.
These problems we didn't have with Saayad, as it was subtitled.
The movie is about drugs. We follow loosely the biography of two brothers (the movie has many loose ends, threads that begin and never end). After the death of their parents, the elder brother takes care of his bhai, but the younger las is a bit of a spoiled brat. He knows that daai always will save him, no matter what he does.
The younger brother is quite good at school, but he lacks some spice in his life, so he starts using drugs. We witness how he gradually looses grip of reality and at last he lives in a world that is only accessible to him self.
The last words of the movie read: It could be your story --- and here we see the target group, Nepali youths. The film is an admonition to them not to regard drugs as a shortcut to an adventurous life.
The film has some editing flaws in the first part - before intermission - but then the director speeds up the action and saves the film.
I'll give it 6/10.

Saayad - another movie from Nepal that transcends entertainment

Upassende sociologi (4)

Jeg vender tilbage til antologien I samfundets sprækker fra 2007, denne gang læste jeg:

Kønsforvirring ? - en undersøgelse af kønsidentitet blandt transvestiter (s. 251-272) af  Dorte Raaby Andersen og Malene Frøkjær Krogsgaard

Forfatterne har kun talt med et begrænset antal personer. De åbner derfor for muligheden, at der er andre begrundelser for transvestisme. Der er transvestisme (1) som en mulighed for to personer og/eller roller, (2) som en leg og (3) some en integration af kvindelighed.(s.254)

Transvestitter passer ikke ind i den "heteroseksuelle matrice" hvor sex (biologisk køn) er lig med gender (socialt køn).
Transvestismen praktiseres af mange i det skjulte, men der er også nogle, som er åben og lever nærmest på fuld tid som transvestitter.

Jeg er Zlatan Ibrahimovic (2011)

Oversat fra Jag är Zlatan Ibrahimovic af Birgitte Steffen Nielsen, told to David Lagercrantz.

Jeg læste bogen kun fordi den var månedesn bog i Fagbogklubben. Indlæg #1
Ja, han skriver godt nok en del om respekt, bl. a, i kapitel 11, hvor han beklager den manglende respekt fra pressens side. Han huggede dette guldkorn fra en eller anden italiensk træner. -  Men hvad er der egentligt respektabelt omkring Zlatan? Han er god til at sparke til nogle bolde - det er en færdighed, der fordrer ikke særlig meget respekt i min verden. Han er også uhyggelig god til at stjæle cykler - skal man respektere ham for det også? Eller når han skal af med nogen vrede - men kan jo altid sige 'undskyld' efter det - også meget lidt respektabelt.
Jeg kan altså slet ikke holde Zlatan ud. Han er vældig stolt at sin "vrede" og når han nikker endnu en skalle eller når han som adrenalin-junkie fræser hen over de svenske motorveje.
Jeg er kommet igennem ca. 2/3 af bogen og nu synes han at det er på tide til at blive voksen. Men i stedet for at blive i sygehuset da hans lille dreng skal opereres, tager han hellere hjem for lege med sin Xbox (skal han også have respekt for det?)
Det er svært at få sympati for dette primitive menneske, endsige respekt. Måske kommer det på de sidste 100 sider.

Zlatan - en gennemført rå børste

Indlæg #2 derfra:

Nu blev jeg færdig med bogen. Det bedste er dens ærlighed. Zlatan giver et autentisk billede af sig selv, intet skønmaleri, ikke navlebeskuende. At det er svært at holde ham ud, er derimod noget helt andet.
Jeg havde hentet den fra ereolen, men der har den bare 305 sider. E-bogen må altså have en anden ombrydning.
Zlatan skriver om sin vej og opfordrer andre unge, at finde deres egen vej. Det er for så vidt godt, at han ikke giver den som rollemodel. Han medgiver, at han har gjort mange dumme ting - og det har vi rigeligt kunne bevidne. En af de ting jeg ikke kan lide er hans ubeherskede vrede. På s. 278 (fx) hedder det ligefrem: "Så skal I lade mig smadre ting i fred". - Og det er ikke nok med at nogen eller noget er "provokerede", nej, han kan også gå fra koncepterne når noget "føles provokerende". Klubben burde sende ham til et eller andet anger management kursus.
Han skriver en del om sin opvækst. Det er vel ikke Rosengårds skyld, at hans mor er hysterisk og at faren er en drukkenbold. Jeg blev ikke forundret at svenskerne prøvede at lave en underskriftsaktion imod ham. Er det ikke forståeligt, at de ikke ville have at deres unger kom hjem med brækket næse. Så skal ingen Zlatan lade som om det var en småracistisk aktion imod ham.
På den anden side skulle han ser klarere, at han ikke kom til sidst til at bebo et fængsel, fordi der hele tiden var nogen som så hans potentiale og hjalp ham ikke at være i vejen for sig selv.
Hvad tænker hans fans mon om ham som person? Synes de, at hans facon er cool?
Jeg er som nævnt før ikke den store fodbold fan og kan ikke udtale mig om spillestil osv. Men det er et positivt træk i Zlatan, at han ikke smører tyk på med sine bedrifter om alle de gode driblinger og hvad ved jeg - han fortæller måske mere om de ting, som ikke var så god. Og det understreger igen hans ærlighed.

Number One (2008)

Meet Aziz, Morocco's first ex-macho feminist!

A film from Morocco, a comedy about gender roles. That should sound interesting.
Aziz is a typical macho. He works as manager in a garment factory where he treats his - mainly female - workers in a very condescending way. He doesn't treat his wife much better. Actually he is arrogant to everybody who seems to be under his own social status. And he is servile to his boss. His free time he spends in a cafe with his friends.
One day, after a particular mean attack on her, the wife takes revenge by casting a spell on him. And then macho Aziz changes. For the first time he treats his employees as human beings. He also starts to treat his wife as partner and not as domestic servant. This starts to give him trouble with his chumps from the cafe, as he also spends increasingly more time at home. Aziz realises that something is wrong. He learns that he is under a powerful spell
He is fired from his job and at last this becomes too spooky for his wife. She confesses everything and is prepared to take the spell back, but Aziz is happy with things as they are. - At last his new way of doing things brings a big order to the factory, but the workers will only work for Aziz. he then becomes the Mam of the Year.
Of course, gender roles in an Arab society is a serious issue. Director Zakia Tahri puts his  message in a pleasant wrapping. Nice work!