Bornedals 1864 - en dansk skodserie

Når man giver sig til at skrive historisk fiktion, er man bundet af historien. Voilà, en banalitet. Troværdigt er man kun, når man respekterer det ren faktuelle. Mange har samlet bunke på bunke af unøjagtigehder, anakronismer, forfalskninger og letsindig omgang med den historiske forskning i Ole Bornedals serie om 1864..
Bornedal har hævdet, at man tager nogle historiske personer og sætter dem ind i et dramatisk forløb. Han mener, at dette dramatiske forløb er en højere sandhed end det der er belæg for i historien. Og det er selvfølgeligt noget vås. Hvis det passede, kunne plottet således også afspille sig i en hvilkensomhelst historisk fortid og fremtid. Hvorfor så skrive et drama om 1864, når man ikke gider forholde sig til fakta, når man ikke respekterer hvad der hændte i lige netop den periode man ønsker at skildre?
Bornedal har selvfølgeligt en mening, han vil absolut finde paralleler med nutidshistorien. Det blev bekræftet af det politisk korrekte blålys Carsten Jensen. Med brækket arm skriver han om brækkede næser, ja: bræk det hele. Selvfølgelig kan Bornedal ikke bekræfte at hans serie er er pamflet, ikke mindst fordi hans projekt er finanseret - i det mindste delvist - af skatteborgere og mest F landevejsrøvere fra DR. Public Servive når den er værst, for mange vil nu synes, at Bornedals makværk er en sober gengivelse af historien.
Nuvel, for min skyld kan Bornedal polemisere så meget som han vil; han kan for min skyld også tilsvine alle dem han gerne vil tilsvine - bare han gør det ordentligt. Og her kommer det vigtigste. Seriens manuskript er ualmindeligt ringe. Bornedal brugte sin "kunstneriske frihed" til at røre klichéer fra drama-kogebøger sammen. To brødre, den ene introvert, den anden extrovert, elsker den samme pige. Jaja, set tusindvis af gange før. Den gode gamle godsejer og den onde unge - knepper køer og pisker sigøjner. Med venlig hilsen fra Morten Korch. Og så de snotdumme krigsliderlige politikere: Gud med os, Gud mod de andre mod den den gode danske Jens: Hvorfor er vi egentligt her. Ja, og hvorfor skal vi trakteres med det juks.
Dialoger som fra et stilehæfte, nedslidte fraser, opstyltet sprog. Flad, flad, flad. Med al den tomgang kan det ikke undres, at det ikke lykkes Bornedal at lade sine personer virke tredimensionale. De bliver lige så plat som det forfærdelige manuskript han har griflet sammen. En hovedperson dør i næstsidste afsnit og vi er ikke berørt emotionalt. "Personer dør i krigen, selv om deres kroppe lever videre." Sig mig, er det her Bollywood?
Gode skuespiller prøver at få liv i sammenstoplede sætninger. "Jeg synes, De skulle ... skamme Dem", som Monrad sagde i syvende afsnit.
Ja, filmen er flot fotograferet, men det er også næsten det eneste gode jeg kan finde i filmen. Men også her siver det med dårlige klichéer. Da Monrad har en af sine retoriske orgasmer og blod flyder ned af vinduer, så at det til sidst ligner Dannebrog. OMG - ja, de er allesammen bleven tossede, som det hedder hele vejen igennem i denne serie. - Stormen på Dybbøl var en times voldspornografi -- er det her krig eller massaker , ja, selvfølgeligt: ingen frase er dårligt nok til at blive gentaget så mange gange at det er sømmet fast: jeps, det var massaker.

Bornedal og hans slæng har sagt at vi skal vente indtil serien er færig og så vurdere den som helhed. Nu er den næsten færdig og selvom det sidste afsnit skulle blive supergodt, så tror jeg ærlig talt ikke at den kan rede syv dårlige afsnit. Vel at mærke: serien er konstant blevet ringere hver uge, som om skaberne bag den havde mistet interessen for det de havde gang i.

DR har nogle mærkelige priorieringer. De kan godt finde på at nedlægge et helt orkester, fordi de skal spare penge, men de kan også brænde 170 millioner af på noget der minder alt for meget på low budget.