Saturday, March 19, 2016

Der Verdingbub (2011, Markus Imboden)

Schweizer Filme haben es schwer in Deutschland. Da ist nicht nur die Sprache, sondern offenbar ein generelles Distributionsproblem. Schade, denn es ist nicht verständlich, warum das so sein muss. Immerhin: der europäische Kulturkanal Arte zeigt schon mal Titel, an die sich der deutsche Verleih nicht wagt. Dieser Film kam erst (oder nur?) mit einem Jahr Verspätung ins deutsche Kino.
Dieser Film von Markus Imboden ist zwar im Emmenthal angesiedelt, aber die Geschichte hätte sich ähnlich über all abspielen können, wovon nicht nur immer wieder erscheinende Zeugnisse über Missbrauch in den fünfziger Jahren Zeugnis ablegen. Es ist dies also durchaus kein Heimatfilm.
Kinder, die keine geeignete Versorgung haben, sei es weil sie Waisen sind, sei es weil die Mutter allein erzieht, werden der öffentlichen Versorgung überstellt und dann als kostenlose Arbeitskraft Bauern überlassen. Max ist ein solches Kind. Sein einziger Trost ist seine Handorgel, die er virtuos zu spielen versteht. Bertheli wäre am liebsten bei der Mutter, wird aber auf den Hof gebracht, wo auch Max Frondienste leistet. Bertheli wird vom Sohn des Bauern vergewaltigt (einem "Tier mit Rüssel") . Die beiden Kinder haben den Traum, sich ein neues Leben in Argentinien, dem Silberland aufzubauen. Max will dort von der Musik leben. Zuvor stirbt Bertheli aber an den Folgen einer missglückten Abtreibung.
Das ist alles deprimierend, aber Imboden zeigt nicht mit den Fingern auf die verrohten Bauern, nicht einmal auf die öffentlichen Behörden, die ihrer Aufsichtspflicht so gut wie überhaupt nicht nachkommen. Alle, auch die Dreckskerle, sind Produkte eines Systems, wobei auch dieses System nicht abgeklagt, sondern lediglich dargestellt wird. Ich denke, das macht diesen Film so stark. Und dann natürlich die freundlich lebensbejahende Botschaft: Max hat die Musik und sie zeigt ihm den Ausweg aus dem Teufelskreis.
Ein wunderbarer Film. Ich höre jeden Samstag Kino im Kopf auf SRF2 - und da meine Neugier sowieso leicht zu entflammen ist, habe ich also Lust bekommen, auch mehr Filme aus dem deutschsprachigen Ausland zu sehen. Also Augen auf, wenn SRF und ORF Produktionen ihrer eigenen Länder zeigen.!
8/10


Player (2013, Tomas Villum Jensen)

Og endnu et makværk med Casper Christensen. Ja, når han er med, så forventer jeg noget som man kan fatte, selvom man ikke abonnerer på Les Cahiers du Cinéma. Men alligevel - hvorfor skal det altid være så dumsmart og vulgær når han er med?
Rasmus Bjerg har været med i nogle nogenlunde hæderlige film, derfor er det des mere chokerende at han er i denne fuser. Filmen var på TV. Den blev mere end 1000% populær i sidste uge  og har nu sneglet sig op til en popularitet af 4.7 -- behøver man sige mere?
Det er den klichéfyldte historie om den bon vivanten hvis favoritglose er fisse og den karriereprægede nørd, som er stiv alle stede - undtagen der hvor levemanden er det. Han skal da også gifte sig med chefens datter.  Eventuelt kan man sige, at den ene lever for meget og den anden for lidt. Så utroligt det lyder, man Christensens persona har formået at blive far, selvom han tager denne rolle nogenlunde let. Sønnen lader ikke at tage skade af at faderen kokser og morer sig med pornoduller. Alligevel føler han et eller andet sted en slags ansvar. Nuvel - man holdet kunne have fået noget morsomt ud af det, hvis bare det havde gidet at gøe sig umage. - Og den kedelige advokat får øjnene op for livets glæder. Ham bliver gog noget betænkeligt at hans opsparing på 10 millioner kunne ryge sig en tur. Han har nemlig lagt dem til side til sin "tredje alder", som i denne branche åbenbart er lige om hjørne inden man har rundet de 40.
Var det i begyndelsen bare banalt, så bliver det efterhånden mere og mere utroværdigt, som om instruktøren havde mistet interessen for sit projekt komplet. Resultatet bliver da også derefter.
Ærgerligt.
2/10



نِگين Negin (Asghar Hashemi, 2002)

A film about trafficking - from Iran! Doesn't that sound interesting? What a surprise such a film in the library.
The film starts in a more or less everyday setting. Who am I to judge what is an everyday setting in a country like Iran? Neda is working in an office; her boss likes her and they are going to be married. Then she gets a phone call - from a prison. A woman called Azar calls her and asks for a favor, a favor that  maybe even a close family member might not comply. Azar's daughter has disappeared.
We get sort of explanation how Neda came to jail and how she got out again. I am not at all sure, if this is coherent. Iranian viewers will decide. Azar manages to flee from prison and now follow some rhapsodic episodes These episodes seem to reflect some darker sides of life in the Islamic Republic. Do they reflect a darker side of society or what is the purpose.
In the end we see that Azar's daughter - Negin - has been sold to Saudis. Maybe that is the legitimation for Azar to fight like a lioness.
Not great art.but let's be generous: 5/10.

Sunday, February 21, 2016

Manden bag døren (2003, Jesper W. Nielsen)

Det er et meget mærkelig tilfælde, at de to nærmeste kirker starter en filmklub hver. I dag var det Ålholm Kirke. De viste en dansk film,.jeg så den for fuldstændigheds, skyld men kunne lige så godt have ladet være.
Så har vi Svend (en Nikolaj Coster Waldau med farvet hår) som er kæreste med Lizzie (Iben Hjeile). Svend er sygelig jaloux og har en snert af psykopatolog med voldelige tendenser. Hans bror hedder Bølle og er komplet faldet ud af samfundet. Svend og Lizzie afvikler ders sociale liv på et værtshus, hvor Torben er bartender (Lars Hjortshøj får en chance at vise sine ringe skuespilleriske evner i en seriøs rolle, for en gangs skyld). Svends forældre er gået fra hinanden. Der er faren, en senil alkoholiker (Per Oscarsson) og moren, en pillemisbruger (Rita Angela, som normalt kun optræder i uopsigtsvækkende biroller).
Svend prøver at holde sammen på denne rablende gale menageri, men da han også trænger til at få strammet adskillige skruer går det selvfølgeligt galt. Faren har ofte fablet om, at han ville tilbage til Pisserenden, hvor han i meget yngre dage var den ukronede konge. Svend lover ham hele tiden, at det skal de nok, men så dør faren. Svend vil så gerne at alle forsones, og derfor kører han med liget alle de steder hvor faren har et mellemværende. Til sidst bliver det oplyst for Svend, at Pisserenden egentligt er farens betegnelse for sin hustrus kønsdele. Ja, fy for en ulækker joke.
Svend vil så gerne at alle tilgiver hinanden, men han har selv alvorlige problemer med den der tilgivelse. Han mener hele tiden, at bøssen Gunnar "har kneppet kæresten i røven", endog uden at spørge om lov, hvilket i hans verdenssyn er påkrævet, når der er tale om røven Da kæresten så tilstår, at det gjorde hab faktisk, så går han beserk igen.
Der er gode kræfter i denne kraftløse film. De prøver at få det bedste ud af dette håbløse manuskript. Manuskriptet kommer næsten afsted med hvad son helst, da alle personer i denne cage aux folles er rablende gale. Men der kommer ikke en god - og vedkommende ! - film ud af et menageri af vanvittige eksistenser. Også editeringen ved ikke hvad den skal stille op med dette ualmindelige underlødige oplæg.
Den får 2/10, men kun fordi der er et par kraftfulde præstationer af gode skuespiller. Hvem finansierer dog sådan noget juks?

Sunday, February 14, 2016

Lust, Caution (2007, 色,戒, Ang Lee)

I should write more. Already two weeks gone with zero activity here. I have seen different seen, lots of rubbish, but also some good flicks. However, the majority is just so-so.
Lust, Caution is interesting to a certain degree, but does not belong to the category of outstanding films. It seems that Ang Lee is spreading himself over too many different genres without really becoming outstanding in any of them.
This is some kind of thriller, a spy story in times of hot war. Taking sides also means taking chances. For once the resistance against the Japanese occupation is not Communist. After all Lee is from Taiwan, so it's not so surprising after all that he portrays the nationalists. It seems that the central heroine "Mrs Mai" is not driven by any political conviction, but acts on emotional reasons. Because she has an infatuation with a student, she enters the resistance movement and because she got a crush on her hate object number one, she betrays this movement. This is the lust part. Caution is of course required, because anybody can be your enemy, a state of homo homini lupus. The students are not only breathing for some common goal, but also need their share of happiness.
This seems suitable for an engaging film, not only a dive into history, but a story that is valid in all times of crisis. What makes Lee of this? He needs 2½ hours to tell the story - almost 2 hours are flashback. Every frame is nice, but most of this stays irrelevant to those who are not acquainted with Chinese history and in the end I, as viewer with some knowledge of that period, failed to see why I should engage in the fate of these students.
There has been some controversy about the very graphic sexual content in some scenes. On IMDb is a long thread with a discussion if there was real penetration or not. This is one of the most irrelevant discussions ever. Yes, Lee insisted on the lustful component of the relation between Mrs. Mai and the puppet for the Japanese. Censorship is very critical about this part of human life. On the other side it discloses the double standards of censorship that they obviously didn't have any problem with the extensive stabbing of the secret police at the end of the flashback. This was also a rather graphic scene, but violent and not lustful Fortunately no hillbilly asked, if this had been real. Well, the version I saw on television lacked 10 minutes, probably scenes involving various kind of body fluids.
So what to make of this. So much potential and rather little substance. It must be a 5/10 for a solid so-so.




Rating for viewers didn't object to the depiction of killing ...

...rating has always a problem with the affirmation of life. Double standards are not twice as good as no standard.